askhansen.dk

Lise

Sol, bræk og skoldede ører

(10. april, 2009)

Yiha, sikke en start på påskeferien! Solen stråler fra en skyfri himmel klar til at kysse én på kinden i samme øjeblik dørene ud fra Jobcenter Århus bliver smækket op. I Langå venter en modtagelseskomite bestående af to glade unger og en skøn mand – de har en hemmelighed….Vi skal hjem og spise is i haven – mmm! Den skønne mand smutter afsted til fest, Uffe forsvinder over til genboen for at lege og den småsløje Tilde snupper en lille lur på sofaen – mor her trisser rundt, for hvad i alverden skal man stille op når man sådan har lidt tid for sig selv?!? Så bliver der hentet pommes fritter og pizza – ferien, foråret og fredagen skal vel markeres. Derefter Disney sjov med dertilhørende Disney slik – dog kun en beskeden lille slikskål til hver af ungerne – Vi ved jo da nemlig godt at alt for meget sukkerstads ikke er godt for de kære små, ikke sandt (så jeg sidder i skrivende stund og indtager resten af slikket – ja, man må bære meget på sine skuldre!) Tilde, som har været syg og derfor frasagt sig al mad de sidste to dage, kunne dog ikke klare dette orgie af is, fritter og slikkepind, hvilket halvvejs gennem Disney sjov resulterede i et springvand af pink opkast ud over tæppe, sofa, gulv og mor!!!! Behøver jeg beskrive nærmere? Nej, tænkte det nok. Synes alligevel lige jeg vil nævne at trods bad, sæbe og rent tøj er lugten af bræk særdeles insisterende inde på ungernes soveværelse. Og Uffe, som i går indtog en seng uden sengehest, ligger på gulvet og sover. Mor så X-factor “vi-genser-lige-det-hele-på-en-time”, så hørte altså ikke bumpet, da gutten trillede ud af sengen – beklager…Og snupper så lige en portvin mere – det er vel fredag aften.

I morgen drager vi i sommerhus med svigerfamilien – et eller andet sted kaldet Pøt? Og vi må hellere få købt noget solcreme. Uffe har raget årets første solskoldede ører til sig. Og da vi jo er de glade husejere skal påsken vel ellers bruges på haven og huset – måske en tur i svømmehallen og helt sikkert en tur til det nordjyske.